Sådan læser du en virksomheds Scope 3-udledninger

90 % af din virksomheds CO₂-aftryk ligger sandsynligvis dér, hvor du hverken ejer skorstenen eller styrer stikkontakten. Det lyder uretfærdigt - men præcis dér begynder Scope 3. Leverandørernes stål, kundernes energiforbrug og medarbejdernes pendling tæller alt sammen i klimaregnskabet, selvom det befinder sig uden for hegnet. Og hvis du tror, at tallet bare er endnu et feel-good- KPI, så tænk igen: Investorerne kræver det, EU’s nye rapporteringsregler forlanger det, og dine kunder forventer det.

Men hvordan skelner du mellem solide data og kreative gæt, når en virksomhed præsenterer sit Scope 3? Hvilke 15 underkategorier gemmer på de største klimabomber - og hvilke er egentlig irrelevante for netop din branche? Fra spend-baserede skøn til leverandørspecifikke målinger, fra biogen CO₂ til bogføringsfaldgruber: I denne guide får du redskaberne til at afkode tallene, stille de rigtige spørgsmål og vurdere, om reduktionsplanen holder vand.

Klar til at kigge virksomheden i kortene? Scroll videre og bliv skarp på, hvordan du læser - og anvender - en Scope 3-rapport, før den læser dig.

Scope 3 kort fortalt: hvorfor det fylder mest

GHG Protocol deler en virksomheds drivhusgasaftryk op i tre scopes: Scope 1 (egne skorstene og udstødningsrør), Scope 2 (indkøbt energi, typisk el og fjernvarme) og Scope 3 (hele værdikæden før og efter virksomheden). Fordi de fleste produkter produceres, transporteres, anvendes og bortskaffes uden for virksomhedens egne mure, udgør Scope 3 typisk 70 - 95 % af det samlede klimaaftryk - lige fra råmaterialer hos underleverandører til kundens brug og end-of-life.

Efterspørgslen på Scope 3-tal er eksploderet, fordi flere aktører skal vurdere den fulde klimaeksponering:

1. Investorer vurderer overgangsrisici og stiller krav gennem ESG-screeninger og grønne finansieringsinstrumenter.
2. Kunder og detailkæder bruger tallene til indkøbskriterier og produktlabels, fx i bygge- eller fødevaresektoren.
3. Regulatorer som EU stiller rapporteringskrav via CSRD/ESRS, mens myndigheder globalt indfører CO₂-prissætning og importtold på indlejret kulstof.

Scope 3-rapportering er derfor blevet en strategisk nødvendighed, men rummer væsentlige udfordringer:

• Manglende kontrol: Emissionerne ligger hos leverandører, logistikselskaber og slutbrugere, hvor virksomheden kun indirekte kan påvirke data og reduktioner.
• Datakilder og usikkerhed: Spend-baserede estimater, globale gennemsnitsfaktorer og få primære målinger giver stor resultatspændvidde.
• Kompleksitet og dobbeltregning: 15 Scope 3-kategorier, overlap med andre virksomheders Scope 1 og 2 samt risiko for at tælle de samme emissioner flere gange.

De 15 Scope 3-kategorier – hvad dækker de, og hvad er relevant for din branche?

GHG Protocol opdeler Scope 3 i 15 kategorier, som praktisk kan grupperes i to logiske blokke: upstream (før dine egne porte) og downstream (efter du har sendt varen eller ydelsen ud i verden). Upstream omfatter alt det, du trækker ind i virksomheden - lige fra indkøbte varer og tjenesteydelser til kapitalgoder, brændstof- og energirelaterede aktiviteter før forbrænding, upstream-transport og ‑distribution, affald fra egen drift, forretningsrejser, pendlertransport samt leasede aktiver du ikke ejer. Downstream dækker derimod konsekvenserne af det, du sælger: transport og distribution efter salg, forarbejdning af solgte produkter, produkters brug, end-of-life, leasede aktiver, franchising samt investeringer. Tilsammen tegner de et fuldt billede af værdikædens klimaaftryk og gør det muligt at identificere, hvor interventioner giver størst effekt.

Ikke alle 15 kategorier er lige væsentlige for enhver branche, så første skridt er en materialitets-screening. Her kombineres typiske emissionsprofiler med virksomhedens egne tal for omsætning, volumen og geografi for at pin-pointe “hot spots”. Eksempler:

• Fødevarer & drikke: Indkøbte råvarer (især landbrug) og emballage dominerer ofte, mens downstream-led som slutbrugerens tilberedning kan være markant for køle- og frostvarer.
• Mode & tekstil: Fiberproduktion, farvning og vådbehandling er de tunge poster, efterfulgt af brug (vask/tumbling) samt bortskaffelse.
• IT & elektronik: Kapitalgoder, metalsmeltning og chipproduktion fylder upstream; strømforbrug i brugsfasen og e-affald håndtering fylder downstream.
• Transport & logistik: Brændstofforbrug i franchiset flåde (Scope 1/2 hos operatør) lander som Scope 3 hos udbyder; tomkørsler og retur-logistik er typiske nedslagspunkter.
• Finans: Næsten hele aftrykket ligger i investeringer og udlån, reguleret af PCAF-metoden.

For at prioritere indsatsen anbefaler GHG Protocol en signifikansgrænse (ofte 1-5 % af total Scope 3), men også strategisk relevans og stakeholder-krav bør vægte. En praktisk fremgangsmåde er: 1) start med en spend-baseret screening for alle kategorier, 2) zoom ind på de største bidragsydere med mere datatunge activity- eller leverandørspecifikke metoder, 3) dokumentér afgrænsninger og følsomhedsanalyser for at vise, hvordan usikkerheder håndteres. Herved får du et Scope 3-kort, der både er robust nok til CSRD/ESRS-rapportering og handlingsorienteret nok til at drive konkrete reduktionstiltag i værdikæden.

Metoder og data: fra spend-baseret til leverandør-specifik

Scope 3 kan beregnes på flere niveauer af datodybde. De fire mest udbredte tilgange er activity-baseret, spend-baseret, leverandør-/produkt-specifik og hybride metoder. Activity-baseret starter med fysiske mængder (kg, kWh, km) og ganger med en emissionsfaktor - ideelt for kategorier som transport, affald eller energiforbrug i brug-fasen. Spend-baseret omsætter indkøbs­kroner til CO₂e via økonomiske input-output-tabeller (EE-IO) og er ofte eneste mulighed, når der mangler volumen­data. Leverandør- eller produkt-specifikke tal hentes direkte fra producentens LCA eller EPD og giver den højeste præcision, men kræver datadeling i værdikæden. Hybride modeller kombinerer f.eks. activity-data for de største varekategorier med spend for resten, så man kan prioritere indsatsen efter væsentlighed og datotilgængelighed.

Hvornår vælger man hvad?

1. Hurtig screening: Spend-baseret, da alle indkøb allerede findes i ERP-systemet. Brugbar til hot-spot-analyse og CSRD-overblik.
2. Materiale-tunge brancher: Activity-baseret eller leverandør-specifik, fordi stål, beton og plast har store variationsintervaller afhængigt af produktionsteknologi og geografi.
3. Tjenesteydelser & indirekte omkostninger: Oftest spend-baseret (reklame, it-licenser, advokater), men supplér med activity-data, hvor der er standardiserede faktorer (fx flyrejser pr. passager-km).
4. Strategiske leverandører: Indhent produktspecifikke data, evt. via PCF-skabeloner eller SRM-aftaler; indregn reduktionsforpligtelser i kontrakten.

Valg af emissionsfaktorer bør ske ud fra følgende matrix:

Usikkerheden er uundgåelig men kan kvantificeres. Bedste praksis er at score hver datapunkt på fire datakvalitetsdimensioner (repræsentativitet, komplethed, tidsmæssig aktualitet, metodologisk konsistens) og beregne et vægtet tillidsinterval. Angiv altid konfidensniveau i noterne, og opdater estimater årligt, så effekten af prisinflation på spend-baserede emissioner korrigeres. Overvej ekstern limited assurance, særligt hvis Scope 3 udgør >90 % af virksomhedens samlede fodaftryk, eller hvis data indgår i ESG-linkede lån. Slutmålet er en løbende migration fra generiske til leverandør-specifikke faktorer, så Scope 3 ikke kun måles, men også bliver styrbart.

Sådan læser du en Scope 3-rapport

Det første blik bør falde på systemgrænserne: følger rapporten equity share-princippet (andel af ejerskab) eller operational control? Valget påvirker, hvilke datterselskaber og joint ventures der indgår, og dermed hvor stor en del af værdikæden der dækkes. Dernæst skimmer du dækningsgraden for de 15 Scope 3-kategorier. En gennemsigtig rapport viser procentvis dækning og angiver, hvilke kategorier der er udeladt, samt hvorfor. Kig især efter:

1. Upstream vs. downstream balance - dominerer indkøbte varer, eller er brug- og end-of-life-fasen størst?
2. Materialitetsvurdering - er ”ikke-væsentlige” kategorier dokumenteret med data eller blot antagelser?
3. Hot-spot analyse - fremgår det, hvor 80 % af udledningerne ligger, og hvilke forbedringsmuligheder der er identificeret?

Næste skridt er at vurdere antagelser og datagrundlag. Tjek om rapporten angiver:

• Metodetype (spend-baseret, activity-baseret, leverandør-specifik eller hybrid) pr. kategori.
• Kilder til emissionsfaktorer (EXIOBASE, DEFRA, ecoinvent m.fl.) og deres geografi, teknologi og årstal.
• Allokering, cut-off-regler og hvordan dobbeltregning undgås på tværs af Scope 1-3.
• Håndtering af usikkerhed - fx datakvalitetsmatrix eller konfidensintervaller.
• Separat rapportering af biogen CO₂, land use change (LUC) og eventuelle negativ-emissioner.

Til sidst sammenholder du år-til-år konsistens: er der metodeændringer, nye systemgrænser eller restatements, og forklares effekten i absolutte tal og pct.? Undersøg hvilke standarder der er fulgt (GHG Protocol Corporate Value Chain, ISO 14064-1, ESRS E1) samt niveauet af ekstern verificering - limited eller reasonable assurance, og hvem der har udført den. Kig også efter:

• Eventuelle undtagelser og udeladelser (fx franchise eller leasede aktiver udenfor kontrol).
• Konsistens mellem Scope 3-mål og Science Based Targets-krav (≥ 67 % dækning).
• Brug af kreditter/kompensation - er de holdt adskilt fra rapporterede reduktioner?

Mål og reduktion: kan planen levere?

Når du vurderer en virksomheds reduktionsplan for Scope 3, er det første tjekpunkt selve målsætningen. Science Based Targets initiative (SBTi) kræver et særskilt Scope 3-mål, hvis Scope 3 udgør mere end 40 % af de samlede udledninger - og målet skal dække mindst 67 % af de kortlagte Scope 3-kategorier. Et “near-term target” skal typisk nås inden for 5-10 år og angives som absolut reduktion i ton CO₂e eller som intensitetsmål (CO₂e/omsætning, CO₂e/enhed), mens et “long-term target” skal bringe virksomheden tæt på net-zero senest 2050. Gennemgå om baseline-året er før 2020 (højere tillid), om der er konsistens i metoder, og om mål for Scope 1+2 og Scope 3 er afstemt, så reduktionerne ikke blot flyttes rundt i værdikæden.

Leverandørinddragelse er den største enkeltstående løftestang i de fleste brancher, fordi hovedparten af Scope 3 ligger upstream. Kig efter konkrete mekanismer som:

• Kontraktkrav om rapportering af egne Scope 1-3-tal og SBTi-tilpasning.
• Indførsel af internal carbon pricing i indkøbsbeslutninger.
• Preferentielle ordninger for materialer med lav CO₂-intensitet (fx grønt stål, genanvendt plast).
• Kapacitetsopbygning og fælles projekter (PPA’er, transportkonsortier, energief-fektivisering af underleverandørers fabrikker).
• In­centiv- eller bonusordninger, der kobler leverandørens klima­performance til pris eller volumen.

På downstream-siden bør planen adressere produktets hele livscyklus - fra design til end-of-life. Vurder om virksomheden:

• Om­designer produkter til cirkularitet: modulopbygning, standardiserede materialer, design for disassembly og højere genanvendelsesgrad.
• Skifter til lav- eller nul-emissionslogistik: optimerede rutenet, skibsbrændstoffer som grøn metanol, el- eller brintlastbiler og øget fyldningsgrad.
• Reducerer udledninger i brugsfasen: energieffektive apparater, servicering via softwareopdateringer, “as-a-service”-forretningsmodeller.
• Etablerer take-back-ordninger og producentansvar, der sikrer høj genanvendelse, reparation eller opgradering.

Til sidst skal du skelne mellem reelle reduktioner i virksomhedens værdikæde, avoided emissions (mulige undgåede udledninger hos kunder) og kreditter/kompensation. Kun førstnævnte tæller mod SBTi-mål; avoided emissions er nyttige, men må ikke blandes ind i målfremdriften, og offset-køb kan højest dække op til 5-10 % af residuale udledninger i en net-zero-fase. Tjek, om virksomheden følger GHG Protocol’s “mitigation hierarchy”, om der er tydelige eksklusioner, samt om en uafhængig tredjepart har limited eller reasonable assurance på både data og reduktionspåstande. Kun da kan du vurdere, om planen kan levere i praksis.

Benchmarking og EU-krav: sådan sætter du tallene i kontekst

Når du skal vurdere en virksomheds Scope 3-præstation, er det afgørende at kende forskellen på absolutte mål (ton CO₂e pr. år) og intensitetsmål, som normaliserer emissioner mod en forretningsdriver. Absolutte tal viser den reelle klimabelastning, mens intensiteter gør det muligt at sammenligne på tværs af virksomheder, der vokser eller producerer vidt forskellige volumener. Vælg først et primært absolut mål for at demonstrere klimaskrutin, og suppler derefter med relevante intensitetsmål, så stakeholders kan benchmarke jer indbyrdes.

• Per omsætning (kg CO₂e / mio. DKK) - velegnet til handels- og servicevirksomheder.
• Per enhed/ton produkt - typisk for industrien og råvaresektoren.
• Per brugstime eller livscyklus - relevant for elektronik, biler og andre langlivede produkter.

Ved spend-baserede Scope 3-estimater skal du være opmærksom på pris- og valutainflation, som kan få udledninger pr. købt krone til at se ud som om de falder, uden at de fysiske input reelt ændrer sig. Normaliser derfor mod volumen, vægt eller indfør inflationsjusterede emissionsfaktorer. Dokumentér desuden antagelser om cut-off, allokering og datakilder, så år-til-år-sammenligninger bliver retvisende.

• Opdater faktorer årligt, eller justér historiske tal for inflationsindeks.
• Rapportér datakvalitet (GHG-score A-D) pr. kategori, så brugerne kan vurdere usikkerheden.
• Angiv tydeligt metodeændringer i noterne - fx skift fra spend til activity-data.

Til sidst skal tallene sættes ind i en regulatorisk kontekst. Under CSRD/ESRS E1 skal alle væsentlige Scope 3-kilder rapporteres med beskrivelse af datakvalitet og reduktionsplaner; manglende kategorier kræver en begrundet undtagelse. Finanssektoren må bruge PCAF til portefølje-emissioner, mens produktionsvirksomheder ofte støtter sig til EPD (ISO 14025) eller EU’s PEF-metode for at dokumentere produkters livscyklus. Ekstern limited eller reasonable assurance bliver standardkrav, så sikre dig, at alle Scope 3-beregninger kan spores tilbage til kilder og antagelser.

• CSRD/ESRS E1: Krav om dækning af alle væsentlige kategorier, datakvalitet & reduktionsmål.
• PCAF: Sektorspecifik vejledning til finansierede emissioner (låne- og investeringsporteføljer).
• EPD/PEF: Harmoniserer product carbon footprints og gør dem sammenlignelige på tværs af EU-markedet.