Hvordan virker CO2-afgiften for landbruget?

Hvad koster det egentlig, når en ko bøvser - og hvem skal betale regningen? Spørgsmålet lyder måske som en provokation, men lige netop dét er kernen i den CO₂-afgift, der netop nu bliver tegnet og diskuteret på Christiansborg, i landbrugsorganisationer og ved køkkenbordene på tusindvis af gårde rundt i landet.

I jagten på Danmarks ambitiøse 70 %-mål for 2030 er turen kommet til en af de største - og mest komplekse - udledere: landbruget. Her stammer klimabelastningen ikke fra skorstene og udstødningsrør, men fra metan i koens vom, lattergas fra markernes jord og diesel på traktorerne. En CO₂-afgift skal sætte kroner og øre på disse gasser, så de indgår i samme økonomiske regnestykke som andre drivhusgasser.

Men hvordan beregner man egentlig en klimaregning for en hektar hvede eller et hold slagtesvin? Hvad betyder afgiften for den enkelte landmand - og for prisen på din kartoffel i supermarkedet? Og hvilke muligheder åbner den, når det gælder innovation, naturgenopretning og nye forretningsmodeller?

I denne artikel dykker vi ned i mekanikken bag landbrugets CO₂-afgift, ser på de praktiske beregninger, og tegner et billede af de konsekvenser og muligheder, som afgiften åbner for dansk landbrug og for klimaet. Læs med og bliv klogere på, hvorfor bondegårdens klimabudget nu er blevet lige så vigtigt som årsregnskabet.

Hvad er en CO2-afgift for landbruget – og hvorfor indføres den?

En CO₂-afgift på landbruget er grundlæggende et økonomisk værktøj, som sætter pris på de klimagasser, der opstår, når vi producerer fødevarer. Formålet er todelt: 1) at skabe et økonomisk incitament til at nedbringe udledningerne, så Danmark kan leve op til 2030-målet om 70 % reduktion og klimaneutralitet senest 2050, og 2) at frigøre midler, der kan geninvesteres i naturgenopretning, lavbundsprojekter og ny, grønnere teknologi. Når udledning får en pris, bliver det rationelt at vælge løsninger, som sænker klimaaftrykket - præcis ligesom vi har set det på energiområdet med afgifter på olie, kul og naturgas.

Landbrugets klimapåvirkning adskiller sig fra de fleste andre sektorer, fordi den domineres af biogene drivhusgasser: metan (CH₄) fra drøvtyggers fordøjelse og gyllelagre samt lattergas (N₂O) fra jord og gødningshåndtering. CH₄ er 28-34 gange mere klimadrivende end CO₂ over 100 år, men nedbrydes på ca. 12 år; N₂O> er 273 gange stærkere og kan blive i atmosfæren i over et århundrede. Fossile CO₂-udledninger har til gengæld teoretisk uendelig levetid, fordi de bringer “nyt” kulstof op fra undergrunden. Derfor må afgiften på landbruget tage højde for både drivhusgassernes forskellige styrke og biologiske natur, hvis den skal være retvisende og skabe de rigtige incitamenter.

En CO₂-afgift er kun ét virkemiddel i den klimapolitiske værktøjskasse og fungerer forskelligt fra direkte reguleringer, støtteordninger og kvotesystemer:

1. Afgifter gør forurening dyrere og lader aktørerne finde den billigste vej til reduktion.
2. Regulering (f.eks. forbud mod at gøde visse arealer) sætter faste rammer, men kan være mindre fleksibel og dyrere samlet set.
3. Tilskud belønner ønsket adfærd, men kan mangle “pisk” og risikerer at betale for tiltag, der var sket alligevel.
4. Kvotesystemer sætter et loft for samlede udledninger; landbrug er i dag stort set uden for EU ETS, men debat om et separat non-ETS-system er i gang.

Internationalt bevæger flere lande sig i retning af at prissætte landbruget: New Zealand har vedtaget at inddrage metan fra husdyr i sit ETS fra 2025, Irland diskuterer en sektorspecifik afgift, og EU’s kommende Carbon Farming Framework vil kunne integrere kreditter fra kulstofbinding i landbrugsjord. I Danmark er en ekspertgruppe nedsat af regeringen i gang med at foreslå en model, der både reducerer udslip og beskytter konkurrenceevnen gennem eksempelvis lækageværn og tilbagebetaling af provenu til grøn omstilling på bedrifterne. Dermed placeres den danske CO₂-afgift som et led i en bredere global bevægelse, hvor landbruget - ligesom energi og industri - får et klart økonomisk signal om at omstille sig til en mere klima- og naturvenlig produktion.

Sådan beregnes og opkræves afgiften i praksis

Hvilke udledninger tæller med? CO₂-afgiften omfatter som udgangspunkt biogene drivhusgasser fra landbruget, dvs. metan (CH₄) fra enterisk gæring hos drøvtyggere, lattergas (N₂O) fra jord, gylle og handelsgødning samt - i nogle modeller - de fossile CO₂-emissioner, der stammer fra maskinpark, opvarmning og elforbrug. Udledningerne opgøres ud fra standardiserede emissionsfaktorer, som fastsættes på stammen af IPCC-retningslinjer og løbende tilpasses danske forhold. For hver driftsgren anvendes en matematisk model, der multiplicerer antallet af dyreenheder, hektar eller input med en emissionsfaktor - eksempelvis kg CH₄/ko/år eller kg N₂O pr. kilo kvælstof. Resultatet konverteres til CO₂-ækvivalenter via gasernes globale opvarmningspotentiale (GWP). Afgiftsbetalingen beregnes herefter som: Udledning (ton CO2e) × Afgiftssats (kr./ton). Flere lande lægger ud med en lav sats (fx 125-200 kr./ton) og planlagte trappestigninger til 2030, så landbruget kan nå at omstille sig.

Data, indberetning og kontrol (MRV) foregår digitalt via Landbrugsstyrelsens platform, hvor landmændene allerede angiver mark- og husdyrdata til gødningsregnskab og direktivkrav. Systemet henter automatisk oplysninger om

1. dyrehold (CHR-registeret),
2. arealer og afgrøder (IMK og gødningskvotesystemet) samt
3. forbrug af gødning, kraftfoder og energi (faktura-upload eller API-integration fra rådgivere og leverandører).

Afgiftssystemet rummer flere fradrag og tilbageførsler for at dæmpe lækage og fremme grøn praksis:

1. Lækageværn - eksporttunge sektorer kan fratrække en benchmark-tilskudsordning, der svarer til de 10-15 % mest klimaeffektive bedrifter i EU.
2. Provenutilbageførsel - mindst 60 % af afgiftsprovenuet føres retur til sektoren via tilskud til lavemissionsstalde, biogas-integration og præcisionsudstyr.
3. Kulstofkreditter - dokumenteret kulstofbinding fra lavbundsudtagning, efterafgrøder, permanent græs, biochar/pyrolyse eller skovrejsning kan modregnes ton-for-ton i den årlige afgiftsopgørelse.
4. Teknologifradrag - godkendte metanreducerende fodertilsætningsstoffer, nitrifikationshæmmere og gyllesyrning udløser reduktionsfaktorer i beregningsmodellen.

Konsekvenser og muligheder for landmændene

En CO₂-afgift på fx 750 kr./t CO₂-ækv. vil ramme de danske driftsgrene forskelligt, fordi udledningsintensiteten varierer markant: malkekvæg ligger typisk på 1,1-1,3 t CO₂-ækv. pr. ton mælk, slagtesvin på ca. 2,7 t pr. ton svinekød, mens hvede under danske forhold ligger omkring 0,4 t pr. ton korn. Bruttobelastningen af en afgift vil derfor kunne æde 10-25 % af driftsresultatet i kvægbruget, 5-10 % i svineproduktionen og 1-3 % i planteavlen - før man regner eventuelle fradrag og genuddelte midler med. Fødevarepriserne kan forventes at stige moderat (1-4 %) i detailleddet, men kun hvis konkurrencen er ens; ellers er der risiko for carbon leakage, hvor produktion flytter til lande uden tilsvarende afgift, og de globale udledninger derfor ikke falder. Afgiftens provenu er derfor planlagt delvist tilbageført til sektoren, så danske producenter fortsat kan matche nabolande, samtidig med at intensiv rådgivning (fx via Landbrugsstyrelsens Klima-MLR-programmer) og grønne investeringspuljer dæmper overgangsomkostningerne i landdistrikterne.

Mulighederne for at reducere - og dermed minimere afgiftsbetalingen - er mange:

1. Fodertilsætningsstoffer og ændret grovfoder (3-NOP, tang, fedtsyrer) kan reducere metanudslip fra kvæg med 20-40 %.
2. Avl, dyresundhed og slagtevægt - højere foderudnyttelse og færre ikke-produktive dage skærer både udledninger og omkostninger.
3. Præcisionslandbrug - N-sensorer, variable tildelingskort og nitrifikationshæmmere mindsker lattergasudslip med 10-30 % og sparer gødning.
4. Forbedret gylle- og gødningshåndtering - forsuring, overdækning, hyppig udslusning og biogas udnytter kulstoffet som energi og reducerer metan.
5. Arealomlægning og lavbundsudtagning - et hektar kulstofrig organisk jord kan spare op til 25 t CO₂-ækv./år; staten dækker ofte 80-100 % af omkostningen via Vild Med Vilje- og to-årlige lavbundspuljer.
6. Pyrolyse og biochar - giver negative emissioner og kan belønnes med kulstofkreditter.