Hvor stort er dit klimaaftryk egentlig? Hvis du allerede måler din virksomheds direkte CO2-udledninger fra egne skorstene og elforbrug, er du kun nået til toppen af isbjerget. Op mod 90 % af de samlede drivhusgasudledninger gemmer sig nemlig uden for fabrikshegnet - i råvarerne du køber, transporten du booker, og i den måde kunderne bruger og bortskaffer dine produkter på. Disse skjulte udledninger kaldes Scope 3.
På få år er Scope 3 rykket fra at være en nice to know fodnote til at blive epicentret for virksomhedernes klimaindsats. Nye krav fra EU’s CSRD, investorers stigende fokus og klimamål under SBTi gør det ikke længere frivilligt at forholde sig til værdikæden - det er et licence-to-operate. Alligevel er begrebet for mange omgærdet af tvivl: Hvad tæller med, hvordan beregner man, og hvor sætter man ind?
I denne artikel dykker vi ned i Scope 3’s 15 kategorier, viser hvorfor de ofte vejer tungest i klimaregnskabet, og giver konkrete råd til, hvordan du kan kortlægge, prioritere og reducere dine værdikæde-udledninger. Kort sagt: Alt det, du skal vide for at få styr på det største - og sværeste - stykke af CO2-puslespillet.
Scope 3 i kontekst: Definition, hvorfor det fylder mest, og forskellen til Scope 1 og 2
GHG Protocol opdeler en virksomheds drivhusgasudledninger i tre scopes. Scope 1 er de direkte emissioner fra egne kilder - fx kedler, procesanlæg og virksomhedens egne køretøjer. Scope 2 er de indirekte emissioner fra indkøbt energi, primært elektricitet, fjernvarme og damp. Scope 3 dækker alle øvrige indirekte emissioner, som opstår uden for virksomhedens egen matrikel, men som stadig er et resultat af dens aktiviteter. Det gælder både opstrøms i leverandørleddet og nedstrøms hos kunder, og omfatter alt fra råvareudvinding og transport til brug og bortskaffelse af solgte produkter. Skillet mellem Scope 1-2 og Scope 3 handler derfor grundlæggende om kontrol: hvor de to første scopes relaterer sig til kilder, virksomheden selv ejer eller køber fra, ligger Scope 3 hos andre aktører i værdikæden.
Ser man på værdikæden, taler man ofte om opstrøms (leverandørside) og nedstrøms (kundeside) emissioner. Opstrøms kan fx være udvinding af litium til batterier, produktion af emballage eller transport af halvfabrikata til fabrikken; nedstrøms kan være energiforbruget, når en vaskemaskine kører, metanudslip fra affaldsdeponering eller forbrænding af solgte fossile brændsler. Fordi Scope 3 indfanger hele denne kæde, udgør det typisk 70-95 % af et virksomhedsaftryk - særligt for brancher som detailhandel, finans, tekstil og teknologi, hvor egne anlæg er relativt lette at gøre grønne, mens materialer, produktion og anvendelsesfase dominerer udledningerne.
At forstå og håndtere Scope 3 er derfor blevet et centralt krav i klimaregnskaber, klimamål og risikostyring - både hos lovgivere (CSRD/ESRS), investorer og initiativer som SBTi. Uden et fuldt værdikædebillede risikerer man at:
- mangle de største reduktionspotentialer og sætte uambitiøse mål,
- undervurdere fysiske og overgangsrisici i leverandør- og kundekæden,
- blive anklaget for greenwashing eller møde barrierer på grøn finansiering,
- lade dobbeltregning og datagab underminere rapporteringskvaliteten.
Samtidig giver Scope 3-analyse mulighed for at drive innovation - fra cirkulære designvalg til partnerskaber med leverandører om lav-karbon materialer - og dermed positionere virksomheden stærkt i den grønne omstilling.
De 15 Scope 3-kategorier: Hvad der tæller med fra indkøbte varer til brug og bortskaffelse af solgte produkter
Scope 3 dækker hele værdikæden uden for virksomhedens egne skorstene og stikkontakter - både opstrøms (før varen rammer porten) og nedstrøms (efter den er solgt). GHG Protocol samler aktiviteterne i 15 standardkategorier, der tilsammen favner alt fra indkøbte råvarer til finansielle investeringer. Tanken er, at en fødevareproducent kan sammenligne sig med et byggefirma eller en softwareudbyder på en fælles struktur, selv om udledningerne stammer fra vidt forskellige kilder.
| # | Scope 3-kategori | Korte eksempler på tværs af brancher |
|---|---|---|
| 1 | Indkøbte varer & tjenester | Emballage og korn til fødevarefirma; server-licenser til konsulenthus |
| 2 | Kapitalgoder | Cement og stål til nyt lager (byggeri); datacentre til cloud-udbyder |
| 3 | Brændstof- & energirelaterede aktiviteter | Udvinding, transport og tab i el-nettet for en fabrik |
| 4 | Transport & distribution opstrøms | Lastbilfragten af rå kaffe til risteri; søfragt af mikrochips |
| 5 | Affald fra driften | Forbrænding af madaffald; deponi af byggeaffald |
| 6 | Forretningsrejser | Flyrejser for salgsteam; hotelophold ved konferencer |
| 7 | Medarbejderpendling | Daglig kørsel i private biler; togkort til kontorpersonale |
| 8 | Udlejede aktiver opstrøms | Lejede gaffeltrucks på lager; leasede servere hos hosting-kunde |
| 9 | Transport & distribution nedstrøms | Kølekæde for solgt yoghurt; last mile-levering af web-ordre |
| 10 | Forarbejdning af solgte produkter | Cement, der blandes til beton; stofruller, der sys til tøj |
| 11 | Brug af solgte produkter | Forbrænding af solgt diesel; energiforbrug i køleskab hos kunde |
| 12 | Bortskaffelse af solgte produkter | Plastemballage i husholdningsaffald; end-of-life for elektronik |
| 13 | Udlejede aktiver nedstrøms | Co-working-lokaler ejet af virksomheden; biludlejning |
| 14 | Franchises | Energi og affald i franchiserede restauranter |
| 15 | Investeringer | Porteføljeudledninger fra lån og aktier hos bank eller pensionskasse |
Kategorierne fungerer som en tjekliste til at finde virksomhedens største hot-spots. For en softwareudbyder vil cloud-infrastruktur (2, 3, 8) og medarbejderpendling (7) ofte dominere, mens et energiselskab ser tyngden i brugen af solgte brændsler (11). Byggebranchen kæmper med emissioner fra materialer (1, 2, 10), og finanssektoren måler næsten udelukkende på investeringer (15). Ved at koble data fra leverandører, livscyklusstudier eller branchens emissionsfaktorer til hver kategori kan virksomheden prioritere indsatser - fra at designe produkter til cirkularitet (12) til at indføre lav-CO₂-cement (1, 2) eller stille klimakrav til porteføljeselskaber (15). Scope 3-kortlægningen er med andre ord selve landkortet, når der skal sættes science-based targets og dokumenteres fremdrift under CSRD.
Afgrænsning, beregning og handling: Datakilder, prioritering, rapportering og reduktionsstrategier
Første skridt er at tegne de rigtige grænser omkring Scope 3-arbejdet. Virksomheden bør lave en væsentlighedsvurdering, hvor hver af de 15 kategorier scores på udledningsstørrelse, datatilgængelighed og strategisk betydning. GHG Protocol anbefaler at inkludere alle kategorier, men det er acceptabelt kun at kvantificere dem, der tilsammen dækker mindst 95 % af de samlede Scope 3-udledninger. For at undgå dobbeltregning skal samme aktivitet kun optræde én gang i regnskabet og systemgrænsen skal være konsistent med Scope 1 & 2 (fx hvem ejer lastbilerne, og hvem har operationel kontrol?). Dokumentér klart hvilke enheder, lande, kontrakter og livscyklusfaser der indgår, så alle parter forstår hvor virksomheden “klipper værdikæden over”.
Tre typiske beregningsmetoder supplerer hinanden:
- Spend-baseret: Gange økonomiske tal med emissionsfaktorer i fx EXIOBASE eller Klimakompasset. Hurtigt, men ofte grovkornet.
- Aktivitetsbaseret: Fysiske data (ton råvarer, kWh cloud-forbrug, container-km) multipliseret med produkt-/proces-specifikke faktorer fra Ecoinvent m.fl. Højere nøjagtighed.
- Leverandør-specifik: Primærdata fra leverandører; ideelt tredjepartsverificeret via CDP, EcoVadis eller egne RFI-skemaer. Mest præcist, men kræver kapacitetsopbygning.
Prioritering og rapportering hænger tæt sammen. Hotspots identificeres via Pareto-analyse: Hvor udsendes de 20 % aktiviteter, der står for 80 % af Scope 3? Herefter udvælges kort- og langsigtede initiativer, og KPI’er for både reduktion og dataforbedring sættes op. Samtidig skal virksomheden tilpasse sig eksterne krav: GHG Protocol’s Scope 3-standard definerer metode, SBTi står for validering af 1,5 °C-kompatible mål, ESRS under CSRD kræver fuld rapportering fra 2024/25, og finanssektoren bruger PCAF til porteføljeudledninger. Konsistens på tværs af disse rammer reducerer rapporteringsbyrden og øger troværdigheden over for investorer og kunder.
Fra tal til handling: De hyppigste Scope 3-tiltag kan grupperes i fem spor:
- Design for cirkularitet - modulopbyggede produkter, take-back-ordninger og genanvendt indhold.
- Materialesubstitution - lav-CO₂ beton, biobaserede plasttyper, grøn ammoniak i gødning.
- Energieffektivitet i brugsfasen - softwareoptimering, ECO-mode på hvidevarer, lightweight design i transportudstyr.
- Logistikoptimering - skift til skib/rail, ruteplanlægning via AI, udfyldte lastfaktorer og fælles distributionscentre.
- Indkøbspolitikker & partnerskaber - kontraktkrav om vedvarende energi, interne CO₂-priser, joint roadmaps med tier-1-leverandører.