Et klimaregnskab er mere end blot et excel-ark med tal-det er virksomhedens, kommunens eller investorens kompas i den grønne omstilling. Når kompasset viser forkert, risikerer man at navigere direkte mod greenwashing, fejlinvesteringer og regulatoriske sanktioner.
Alligevel sniger der sig alt for ofte fejl ind: usynlige scope 3-udledninger, uddaterede emissionsfaktorer eller en rask omgang klimakreditter, der “nulstiller” tallene på papiret, men ikke i atmosfæren. Konsekvensen? Forkerte beslutninger, tab af troværdighed - og i sidste ende mere CO2 i luften.
I denne artikel stiller vi skarpt på 7 klassiske faldgruber i klimaregnskaber - fra afgrænsning og datakilder til rapportering og verifikation. For hver fejl får du konkrete råd, værktøjer og best practices, så dit næste klimaregnskab ikke blot lever op til lovkrav, men også bliver et robust styringsværktøj for reelle reduktioner.
Spænd sikkerhedsbæltet: Vi starter med et kig på, hvorfor klimaregnskaber fejler, og hvad der faktisk er på spil.
Hvorfor klimaregnskaber fejler, og hvad der er på spil
Klimaregnskaber er den kvantitative rygrad i den grønne omstilling: De gør det muligt at måle virksomheders, kommuners og investeringers klimapåvirkning, prioritere indsatser og demonstrere fremdrift over for lovgivere og interessenter. Uanset om tallene indgår i ESG-rapportering, kommunale klimaplaner eller due diligence-processer hos banker og fonde, er præcise data for CO2-ækvivalenter afgørende for at kunne sætte troværdige mål og allokere ressourcer effektivt.
Når klimaregnskabet fejler, kan konsekvenserne hurtigt forplante sig i hele værdikæden. Fejl rammer ikke kun tal i et regneark, men beslutninger og omdømme i den virkelige verden. Typiske følger omfatter:
- Forkerte investeringer og prioriteringer - f.eks. når et projekt ser “grønt” ud på papiret, men reelt øger udledningerne.
- Greenwashing-risiko - upræcise eller oppustede klimatal kan føre til mistillid blandt kunder, medarbejdere og myndigheder.
- Manglende compliance - fejl kan udløse bøder, forsinket adgang til finansiering eller udelukkelse fra offentlige udbud under EU-taksonomien og CSRD.
I denne artikel gennemgår vi de syv mest udbredte fejl - fra uskarpe systemgrænser til blind tillid til klimakreditter - og giver konkrete råd til, hvordan du kan opdage og undgå dem. Målet er at styrke både datakvalitet, troværdighed og den reelle klimaeffekt af dit arbejde.
Fejl 1–3: Afgrænsning og datagrundlag
Når et klimaregnskab vakler allerede i systemafgrænsningen, risikerer hele regnskabet at falde sammen som et korthus. Fejl 1 opstår, når organisationen blander equity share- og control-metoden eller ikke får defineret, hvilke aktiviteter der hører til scope 1, 2 og 3. Resultatet er, at centrale kilder - fx outsourcet produktion eller datacentre - enten tælles dobbelt eller slet ikke medregnes. Fejl 2 handler om de skygger, der gemmer sig i scope 3: indkøbte varer, upstream-logistik, kundernes anvendelse af produkterne og deres end-of-life kan stå for >80 % af det samlede aftryk, men udelades ofte på grund af datamangel eller kompleksitet. Endelig giver Fejl 3 sig til kende, når koncernens datterselskaber, ERP-systemer og leverandørportaler ikke taler sammen - nogle emissioner bliver registreret flere gange, mens andre forsvinder i hullerne mellem regneark, tidsserier og måleenheder.
For at undgå disse faldgruber bør klimaregnskabet bygges op om en klar governance-struktur og veltestede antagelser.
- Robust systemafgrænsning: Vælg én konsolideringsmetode, dokumentér den i en regnskabsmanual, og kortlæg alle aktiviteter mod scope 1-3.
- Væsentlighedsvurdering af scope 3: Identificér hotspots via spend-analyse og LCA-databaser, og prioritér datakvalitet, hvor udledningerne er størst.
- Datakortlægning & standardisering: Indfør fælles emissionsenheder, versionsstyring og entydige ID’er til sites, leverandører og produkter.
- Kontrol mod dobbelt- & nul-tælling: Sæt automatiske reconciliations op mellem finans- og miljødata, og kør intern audit på stikprøver.
- Klar governance: Tildel data-ejerroller, lav ændringslog og publicér antagelser, så både ledelse, revisor og interessenter kan følge tallene.
Fejl 4–5: Emissionsfaktorer og beregningsmetoder
Fejl 4: Alt for mange klimaregnskaber hviler på forældede eller irrelevante emissionsfaktorer. Når el-mixet i Danmark ændrer sig fra år til år, og når en leverandør skifter brændselstype, betyder et statisk regneark fra 2018, at tallene hurtigt bliver misvisende. De hyppigste faldgruber er 1) geografisk mismatch - man bruger fx EU-gennemsnit til en produktion, der foregår i Kina, 2) teknologisk mismatch - man bruger en kul-faktor til biomasse, eller 3) sammenblanding af lokations- og markedsbaseret el, så samme MWh tælles som både grøn og sort. Resultatet er enten over- eller undervurderede udledninger, som igen kan føre til forkert prioritering af reduktionsprojekter eller ubevidst greenwashing.
- Kildeangiv altid emissionsfaktorer (dataset, version, publiceringsår) og opbevar dokumentationen sammen med regnearket eller i et versionsstyret repository.
- Sæt en årlig revisionsrutine op, hvor faktorer opdateres - især el, transport og brændsler med stor volatilitet.
- Rapportér både lokations- og markedsbaseret scope 2, så modtageren kan se forskellen mellem fysisk el-mix og købte certifikater.
- Vælg altid den mest geografisk og teknologisk specifikke faktor, før du falder tilbage på regionale eller globale gennemsnit.
Fejl 5: Selve beregningsmetoden kan også snuble. Nogle poster opgøres som spend-based (kroner × CO₂e-intensitet), andre som præcise aktivitetsdata, og enkelte som livscyklusgennemsnit uden tydelige systemgrænser. Uden en klar metodehierarki, dokumentation og usikkerhedsvurdering bliver regnskabet en uforklarlig mosaik af tal. Det gør det næsten umuligt at sammenligne år-til-år eller benchmarke mod andre - og udfordrer både revisorer og SBTi-validering.
- Definér et metodehierarki: aktivitetsdata > leverandørspecifikke data > spend-based estimater - og hold dig til det.
- Notér for hver post: datakilde, beregningsformel, systemgrænse (cradle-to-gate, cradle-to-grave), antagelser og evt. marginale vs. gennemsnitlige faktorer.
- Lav en simpel usikkerhedsmatrix (høj, middel, lav) og fokuser forbedringsindsatsen på høje poster.
- Indfør kvalitetstjek - fx en peer review-runde eller automatisk plausibilitetskontrol - før regnskabet offentliggøres.
Fejl 6: Klimakreditter, grøn strøm og kommunikation
En af de mest udbredte genveje i klimaregnskaber er at “nulstille” virksomhedens CO2-tallene med klimakreditter eller garantier for oprindelse (GvO’er) for grøn strøm. Fristelsen er forståelig: det er hurtigt, forholdsvis billigt og giver mulighed for flotte marketing-udsagn som “klimaneutral siden 2025”. Problemet er, at sådanne løsninger alt for ofte erstatter de reelle - og sværere - reduktioner i egen drift og værdikæde. Resultatet er en regnskabsmæssig skævvridning, hvor udledningerne blot flyttes rundt i Excel-arket, mens atmosfæren får den samme belastning.
Særligt offsets kan være problematiske, fordi deres klimaeffekt afhænger af en række betingelser, som sjældent bliver kontrolleret til bunds. Mangler de, risikerer man additionalitetsfejl (projektet ville være gennemført alligevel), permanensfejl (kulstof går tabt igen) eller dobbeltregning (to parter tæller den samme reduktion). Ligeledes dækker GvO’er kun elproduktionen - de ændrer ikke på faktiske netudledninger eller virksomhedens behov for at reducere energiforbruget. For at minimere disse faldgruber bør man altid teste klimakreditter op imod følgende tjekliste:
- Additionalitet: Ville projektet ske uden kreditfinansiering?
- Permanens: Er reduktionen varig og beskyttet mod lækage?
- Sporbarhed: Kan kreditten entydigt følges fra udstedelse til annullering?
- Verifikation: Er projektet tredjepartsvalideret efter anerkendt standard (VCS, Gold Standard, mv.)?
- Eksklusion af dobbeltregning: Er der tydelig afgrænsning mellem nationale NDC-mål og virksomhedens eget regnskab?
Den korrekte praksis tager udgangspunkt i reduktionshierarkiet: undgå - reducér - erstat - kompensér. Start med energieffektivisering, procesinnovation og redesign af produkter. Når alle realistiske interne tiltag er realiseret, kan klimakreditter anvendes til de residuale udledninger, men de skal rapporteres separat fra basis-regnskabet. For el indrapporteres både lokationsbaseret (fysisk netmix) og markedsbaseret (indkøbte certifikater) scope-2-tal, så interessenter ser hele billedet. Brug versionsstyring til at gemme særskilte linjer for kreditter, og dokumentér pris, standard, projekttype og geografisk placering.
Endelig kræver kommunikationen præcision: er virksomheden CO2-kompenseret, klimakompensationsfinansieret eller blot i gang med at reducere udledninger? Undgå absolutte udsagn som “nul CO2” eller “klimaneutral”, medmindre hele metoden - inkl. begrænsninger og antagelser - forklares åbent. Brug i stedet formuleringer som “vores resterende 1.200 t CO2e er kompenseret via Gold Standard-projekter”, link til projekt-dokumentation, og gør det tydeligt, at virksomhedens primære mål fortsat er absolutte reduktioner. Dermed styrker I både troværdigheden og klimaeffekten af regnskabet.
Fejl 7: Rapportering, validering og løbende forbedring
Den syvende og måske mest undervurderede faldgrube er, når klimaregnskabet stopper ved selve beregningen og aldrig forankres i solide styrings- og kontrolprocesser. Uden fuld dokumentation, ændringslog og sporbarhed bliver tal og antagelser black boxes, som ingen - hverken revisorer, investorer eller jeres egne medarbejdere - kan efterprøve. Konsekvensen er øget risiko for fejl, anklager om greenwashing og i værste fald brud på kommende rapporteringskrav under f.eks. CSRD.
Etabler derfor et systematisk audit-spor fra rådata til publiceret rapport. Det kan struktureres således:
- Versionsstyring - placer alle regneark, scripts og rapporter i et delt repository (SharePoint, Git, ESG-platform) med låste rettigheder.
- Ændringslog - noter dato, ansvarlig og kort begrundelse for hver justering af data, emissionsfaktorer eller metode.
- Intern kontrol - anvend fire-øjnekontrol på nøgletal og automatiser valideringsregler (f.eks. ”sum af scopes = total”).
- Dokumentationspakke - gem alle kildehenvisninger, korrespondancer og mødenoter, så en ekstern revisor kan følge processen trin for trin.
Dernæst bør resultaterne underkastes uafhængig verifikation mindst én gang årligt. Vælg en auditor, der er fortrolig med GHG-protokollen, ISO 14064 eller tilsvarende, og aftal en klar kontrolfrekvens:
- Indledende plausibilitetscheck - sikrer, at systemafgrænsning og metodevalg stemmer overens med best practice.
- Detaljeret data- og metodeaudit - stikprøver på inputfiler, emissionsfaktorer og beregningsscripts.
- Ledelseserklæring - uafhængig udtalelse, som kan offentliggøres sammen med årsrapport eller ESG-rapport.
Endelig er løbende forbedring et krav, ikke en luksus. Fastlæg en årlig opdateringscyklus, hvor nye data, mere granulære emissionsfaktorer og organisatoriske ændringer inkorporeres. Brug dashboards til at følge intensitets-KPI’er (kg CO₂e pr. omsætningskrone, pr. ton produkt osv.), og opsæt triggers, der automatisk flagger afvigelser. På den måde bliver klimaregnskabet et levende ledelsesværktøj, som kontinuerligt hæver datakvaliteten og understøtter konkrete reduktionsbeslutninger - frem for et statisk excelark, der samler støv i mappen “Afsluttede projekter”.